Gå til hovedindhold

"Vi skal hvert år give plads til flere aarhusianere, der har lyst til at slå sig ned i vores kommune. Det skal vi lykkedes med på en måde, så byen både har høj bykvalitet og er bæredygtig. Derfor udvikler vi Aarhus efter ideen om 15-minutters byen, så du kan nå dine daglige gøremål inden for 15 minutter på gåben eller cykel."

Anne Mette Boye, stadsarkitekt i Aarhus

Aarhus skal være en bæredygtig storby. Derfor udvikler og planlægger vi vores kommune ud fra konceptet, 15-minutters byen. Her ligger alt, hvad du behøver inden for en cykel- eller gåtur på 15 minutter fra dit hjem.  

 

Forestil dig, du hopper op på cyklen. Du skal hente børn, men inden skal du forbi din fysioterapeut. Du cykler på stien langs skovbrynet, inden du når Sundhedshuset, der ligger tæt på dine børns institution. På vejen hjem stopper du i dagligvarebutikken og køber det sidste til aftensmaden, inden du henter en pakke og dét, du mangler på apoteket. Alt sammen inden for en afstand på 15 minutter fra dit hjem.  

 

At planlægge Aarhus efter 15-minutters byen som koncept vil sige, at vi skal udvikle lokalsamfund, så dine daglige gøremål er inden for 15 minutter til fods eller på cykel – eller du kan hoppe på en effektiv kollektiv transport inden for 15 minutter.  

Hvorfor skal vi udvikle Aarhus efter ’15-minutters byen’?

Vi vil gerne have levende bydele og oplandsbyer med høj bykvalitet, og det hjælper ’15-minutters byen’ med. Som del af konceptet 15-minutters byen er der også fokus på:

  • Et stærkere fællesskab: Aarhusianerne vil få et stærkere fællesskab, når aktiviteterne ligger tættere på hinanden, så det bliver nemmere aktivt at deltage i lokallivet.   

  • En sundere hverdag: Vi planlægger efter, at flere af dine daglige gøremål ligger samlet og tæt på dit hjem. Det skal få dig til at cykle eller gå og lade bilen stå, så du får en mere aktiv hverdag.  

  • En mere bæredygtig by: Når flere bevæger sig aktivt og lader bilen stå, reducerer vi vores CO2-aftryk. Vores CO2-aftryk bliver også mindre, når vi rykker tættere sammen, så grundlaget for den kollektive transport bliver bedre, ligesom vi også optimerer vores energiforbrug, når vi bor tættere. 

  • En mere effektiv hverdag: Du vil opleve, at din hverdag bliver ’nemmere’, og du sparer tid, når flere af dagligdagens gøremål ligger tættere på.  

Hvordan gør vi det?

Der er en række redskaber, vi kan bruge, når vi skal planlægge efter ’15-minutters byen’. 

 

Det er helt essentielt, at vi sikrer en mangfoldighed af funktioner og boligtyper. Med andre ord tænker vi over, hvordan vi placerer de forskellige funktioner. Eksempelvis vil det give mening at placere en ny dagligvarebutik tæt på byens andre funktioner som skolen eller hallen fremfor nær en indfaldsvej. Det skyldes, at en dagligvarebutik er et centralt element i vores hverdag, derfor er det naturligt, at den ligger tæt på dagligdagens andre gøremål.  

Hvad sker der, hvis nogen vil bygge i dit nabolag?

Hvem og hvad bestemmer egentlig, hvordan et byggeri skal se ud? Bliv klogere på processen her.

Se mere i videoen her

Byudviklings ABC

Hvad betyder lokalplaner, kommuneplan og udvikler? Vi har samlet forskellige ord og begreber i en byudviklings ABC.

Gå på opdagelse i byudviklings ABC

Vil du være med til at udvikle Aarhus?

Find ud af, hvordan du kan få din stemme hørt i debatten om udviklingen af Aarhus.

Læs mere om, hvordan du kan være med